Rytmekilden

Rytmekilden er målrettet borgere med betydelig nedsat funktionsnedsættelse både fysisk og psykisk. De fleste borgere i afdelingen har behov for tæt støtte til personlig pleje samt behov for støtte til at deltage til aktiviteter eller udføre gøremål.
Flere af Rytmekildens borgere er kørestolsbrugere.

Rytmekilden har 15 pladser, og der er ansat 6 faste medarbejdere med pædagogisk eller sundhedsfaglig baggrund.

Dagens rytme

Dagligdagen starter kl 8:45 hvor vi siger godmorgen til hinanden, og du bliver tilbudt lidt at drikke.
Herefter går vi i gang med dagens aktiviteter,

Aktiviteter
Vi har forskellige fælles aktiviteter i afdelingen, hvor du vælger, om du har lyst til at deltage, kigge på eller måske lave noget helt andet.

Vores hverdag er fyldt med rytmer; vi danser, synger, bruger små rytmiske instrumenter og lytter til masser af musik.
Vi har to forskellige musikmedarbejdere, som kommer fast i Rytmekilden. De medbringer altid en guitar. Når vi er sammen med den ene, synger vi sange fra forskellige musikgenre. Når vi har besøg af den anden musikmedarbejder, laver vi forskellige sanglege.

Vi går engang imellem ture i lokalområdet og nyder den friske luft og de sansestimulerende indtryk fra naturen.
Om sommeren bruger vi flittigt vores terrasse.
Sol og frisk luft er med til at gøre os alle glade.

Du har mulighed for at lave kreative aktiviteter i afdelingen med eksempelvis perler, maling eller tegneredskaber. Du kan også deltage til aktiviteter, som er fælles for hele huset. Læs mere her.

Frokost
Vi spiser frokost kl. 11:15. Du er velkommen til at have din egen madpakke med, eller du kan tilmelde dig ITC's frokostordning.

Eftermiddag
Efter frokost vil der være mulighed for, at du kan komme til at hvile dig, hvis du har behov for dette eller du kan lave aktiviteter.

Ved dagens afslutning får vi en kop te eller kaffe og siger farvel til hinanden.